Kapitalismen indbyder stedvist til, at man enten hverken kan være i fred nogle steder eller straks må besøge en af dens beværtninger for at drikke og miste freden ved tvunget at få blæst hårdtpumpet musik ind i hovedet. Dennes og menneskets ustyrede drift mod overflod, overforbrug og kunstige behov, men også ligegyldighed med midlerne, der hvileløst skal udløse dem, manglen på mådehold og respekt, ligner også et misbrug af menneskelige relationer. Overforbruget af kontakter og venskaber, mangel på dybde og mening, kan i dag også ses på de digitale medier, hvis opkørte stemming kan sammenlignes med atmosfæren på et velbesøgt ferieværtshus, hvor alle indånder den samme luft men foreløbig er fritaget for at betale for den. Men lys og lyd og kravet til konstant kommunikativ net-foretagsomhed, værtshusets små og smålige skænderier og jokes, de høje grin og grupperingers talen hinanden bag ryggen, kan, i ædru tilstand, forekomme uhyggeligt, hvis man undtagelsesvist tænker på, at drukken og musikken og lysene, der overdøver, måske er symptom på indre armod og på ensomhed, der ikke her afhjælpes, på følelser man ikke ønsker at mærke og sult man ikke har indfriet, men blot glemsomt forbruger sig mere sultent fra.

Bedøvelses-kultur?
Er det rigtigt, at vores kultur inviterer til fortabt og indkrævende hurtighed? At måden hvorpå udbud påtrængende klaskes op i hovedet på en giver en opkørt fornemmelse af vigtighed i påtrængende glemsel, at den kapitalistiske digitalkultur, som den findes idag, indtrængende faldbyder værdighed, hvilket måske vil sige: ikke her har blik for, hvad denne indtrængen er?

Mange rigtigt kapitalistiske feriesteder virker, som de digitale medier, meget afslappende og nærmest tiggende helt kultur- og historieløse og lavet efter en skabelon. For meget skødesløs digital overforbrug presser vores mentale tilstand – vi har brug for at blive elsket og forstået i de omgivelser, vi befinder os i, men den historie- og rodløse overflade af digitalt lys og larm vil ikke forstå os, uden altså først at betvinge en indiskutabel følelse, der ikke står til forfremmelse – af et påfaldende sammenred af forhastede og rentable ligegyldigheder, man stort set lokkes til at finde vedkommende? Ligeså trist og kedelig, ligeså konformeret, det gamle DDR var, ligeså konform, ikke depressiv, men omvendt nærmere opkørt og manisk synes ofte den markedsegnede digitalkultur, der ikke synes egnet til de depressioner, den ellers raskt væk fremkalder.

Dette ligger i kapitalismens “pressemekanismer,” overdrevsmeknismer, der, inden de falder over i det samme, synes bedre end det tidligere DDRs depressions- og undertrykkelsesmekanismer, hvis man hellere ser overdrevet “frihed” end pertentlig og detaljeret undertrykkelse, der dog også forekommer på de digitale medier. Naturlige grænser presses. Ikke bare indenfor cykelsport kan man tale om en kultur, der har været båret af et overdrev, der også her sigter på opkørt underholdning og penge, men hvor mange mennesker i realiteten er blevet ofre, fordi de siden måtte bære det selv: krop, mentalitet og kultur presses af overforbrug, af medicinsk – “normalitet”? Kapitalismen har, ligesom mennesket, en tendens til at sætte sine egne behov, som er kortsigtede, over de menneskelige, og dette, ser det ud til, skaber mange mentale sygdomme, der så igen kan behandles med stærkt pengeudviklet medicin eller rus-, stofs- og underholdningsbedøvelser.

Men der udvikles jo også god medicin, og mennesker er i dag, på kropslige måder, mere sunde og lever længere; men der må være en fornuftig kritik af overdrevet. Kan der findes en middelvej? Den gode middelvej er vel den, der tager flest af de rigtige hensyn og ikke bare behandler overfladesymptomer og gør det hurtigt og næsten automatisk og uden tilstrækkelig menneskelig kontakt, men helbreder eller bevarer hele mennesker og hensynet til dem, hvilket også vil sige at skabe fundament for stabil mening, så det ene krisesamfund ikke afløser det andet. “Kræfternes frie spil” betyder ofte de økonomiske kræfters hæmningsløse spil, mens hvad der fordres er vedvarende humane hensyn, altså balance og stabilitet, der mere roligt går igennem skiftende tider. Mangel på tid og dermed tendens til automatisering af menneskelige relationer, helt fx at erstatte menneskekontakt med digitale netværk og medicin, er ikke nogen god løsning, da megen sygdom har med ensomhed at gøre, hvilket netop ligger i vores storbycivilisationer og de digitale medier, der giver syn af stor kontaktrigdom, men derfor, for en del mennesker, udhuler fornemmelsen af ægte venskab til fordel for “sager, der skal behandles.”

Kærlighed, skrøbelighed, rettighed
Men er vi voksne mennesker ikke stadig på flere måder som børn indeni, også når disse er uhæmmede og utålelige og derved fx skaber utåleligt økonomisk berigelse? Vi har stadig brug for samme letfattelige bekræftelse, fysisk ømhed og nærhed, et smil og et kys, en lille samtale med indehaveren af en butik, men også mennesker, vi virkelig stoler på, og som elsker os, og som vi kan elske tilbage. Indeni bliver mange af os kede af det over næsten ingenting og elsker små ting og tilfredsstilles let af gode ting, hvilket let klassificeres som sygdom, hvis kærligheden eller sorgen ikke er rentable, hvorfor mange idag får medicin mod mangel på penge-berigende markedseffektivitet. Den lille smukke følsomhed respekteres eller opdages ikke af rus-forhastet overbud og automatiseringen af relationer og behandling, samt store kapitalistiske krav til effektivitet, der gør, at vi i farten må se bort fra små følelser og fortrænge også en del af det humane, hvis forudsætning disse følelser er. Vores kommunikation skal klares hurtigt, vi skal videre i systemerne, men hvad så med alle de dejlige mennesker, der ikke rigtigt bliver hørt og set, og som derfor, ligesom børn, græder indvendigt, uhørt, ensomme? Sådan mennesker skal straks elskes, og det er ikke altid, det kræver meget, men meget er afhængig af naturlig omsorg og kys, at system- og kommunikationstankegang og praksis ikke erstatter personlig deltagelse og blik for de små ting i livet, der gør os mere ydmyg snarere end at fordre, at vi kræver stadig mere og aldrig stilles tilfreds.

Men kærlighed er, som personlig deltagelse og omsorg, ikke noget man kan planlægge sig ud af, systematisere og derfor forudsige som en systempraksis, da godhed nok kan præge systemer og bør gøre det, men opstår spontant og frit og utvunget, hvor der (digitalt) er god energi mellem mennesker og vilje til den. Hvis kærlighed er en form for imødekommenhed, er det vigtigt særligt at behandle mennesker med svagere ressourcer eller sygdomme godt, da sådanne mennesker dels er mere følsomme, dels med deres svære vilkår, der gør det sværere at planlægge sig ud af deres problemer, kan minde de mere “normalt effektive” om det skrøbelige i vores menneskelighed og natur.

Det er påmindelsen om denne skrøbelighed, der kan være årsag til egentligt humane systemer, fordi denne udspringer fra dem, der mest har brug for den. Det sårbare findes i os alle, men hos udsatte er det mere udpræget, hvilket overfor dem til gengæld gør det lettere at gøre gode gerninger, der også lettere værdsættes af skrøbelige, der er mere ydmyge, fordi de ikke er tilvant medgang og endda måske hårdt har kæmpet for den. Skrøbeligheden, der gør det svage tydeligere, kan gøre det lettere for os alle at omfavne dette med større kærlighed, da svaghed ikke er en anklage af os, der er stærkere og minder os om problemer i livet, men snarere træk der ofte udmærker mennesker og derved viser ind til det i os alle, det netop kan være inhumant at miste samfundskontakt til.

Hvis kærlighed er at strække sin tålmodighed langt nogle gange, vedvarende at forsøge at være tilbøjelig til milde og mådeholdne konklusioner, er det også at bøje sig, hvor systemstivhed, net-konformitet og medier forstærker det utålmodigt resolutte og affærdigende i vores natur, at se med aller største venlighed på alle, men også selv at blive set sådan på. Det svage og det anderledes er, for det kapitalt forhastede samfund og dets masseegnede systemer og skabeloner, imidlertid ofte noget der opfattes som en byrde, mens det i virkeligheden er en stor gave; svaghed og skrøbelighed, der ikke bare skal behandles som var synet af dem straks ubehandlede sygdomme, er påmindelse om humanitet og vigtigheden af den, og et samfund uden svage ville miste sin samvittighed og i overmod tro at kunne planlægge og systematisere sig ud af alt. Det skrøbelige er selve essensen i vores væsen, ligesom vi alle elsker børn og som børn burde elske hinanden højere. Denne kærlighed kræver i systemer både en smule mod og karakter, en tiltro til gode følelser og en sætten egen dømmekraft over systemets.

Angst-nettet
Vi er ikke nødvendigvis indrettet til store systemer og de store samfund, de er nødvendige for; vi er snarere af naturen vant til det nære og til det konkrete, til at kunne se farer og vide hvori de består. Men den forhastede angst bliver i de store digitale samfund abstrakt, da alle har en stor masse af mulighed, af ting, af digitale mennesker omkring sig, mennesker og forhold de ikke virkeligt er bekendt med, ofte kun har overfladisk viden om – og derfor heller ikke er forpligtet på. Hvis angsten bliver abstrakt fra at være konkret, bliver den større men ikke dermed mere virkelig eller mere velbegrundet, da det omvendte gør sig gældende; det er det ukendte i den abstrakte angst, der overdriver farerne, således at angsten bliver et upassende og umådeholdent symptom på farer, der ikke er virkelige eller er meget mindre virkelige end bedraget i den angst, der digitalt straks vidersender overdrevet i den.

Hvis angstens fare altså opfattes som virkelig, men helt overdriver karakteren af de genstande, der er årsag til den, hvis ikke opfinder den, men faktuelt oplyst ville miste kernen i sin skærkforstørrende pinedrift, da hænger det muligvis sammen med, at farer i de store samfund bliver abstrakte og umulige at gennemskue. Og her giver nettet flere muligheder end løsninger og forstærker dermed fornemmelsen af det væld af information, der aldrig vil kunne gennemskues og derfor vækker angst. En større angst skaber imidlertid større fjendskab og aggression, og må den så rettes mod netop de udsatte, der ikke er årsag til den men snarere bliver genstand for den, som, ved naturligt ikke at kunne rette ind efter samfundets “intolerante effektivitet,” vækker vrede og irritation og også derfor mister rettigheder i vores systemer?

Hvor angsten i det forhastede digitale samfund altså trænger ind, er der grund til at møde den med godhed overalt hvor angsten allerede forventer det modsatte, og hurtig digital kommunikation ligner netop foretagsomhedens angstbehandling, der fastholder men aldrig helbreder. Hvor vi forventer at møde hårdhed og modstand og afvisninger, eller frygten forventer at møde mere frygt, kan vi humant hver gang vise frygten, at det er godheden, den møder, at det er dennes kærlige ro, den savner. Herved svækkes frygten og dens årsag betydeligt, og den der frygter bliver særligt positivt overrasket og glad, når han endda flere gange møder helt uforudset godhed, han ligefrem med tiden forventer.

Usystematisk godhed
Men godhed kan ikke planlægges og systematiseres som sådan, da den så ikke ville være egentlig godhed, og det er vanskeligt at copyphaste den i store strømme af konform og ensrettet information, der næppe virker, så længe den sigter på at skulle virke for alle, der så i det mindste må blive ens. Men godhed kan fremmes gennem åbenhed overfor det skrøbelige, gennem kærlighed til det, gennem god vilje og forsøg på at møde det godt, gennem mere tid og overskud, gennem egen dømmekraft og kærligefølelse, der kan være stærkere end systemets og kapitalismens pengeregler, der ikke er gode leveregler. Således kan vi møde alle de mennesker, der i de store samfund er blevet abstrakte og ukendte og fjender uden altså at kende hinanden, med en omsorg og venlighed, som mere nære mennesker, der i det lille samfund kender hinanden bedre, ville forvente af hinanden, så ofte uden at blive skuffet. Vi behøver ikke løbe med på mediers rentabelse mistænkeliggørelse, men gøre det til vane ikke blot at opretholde det letteste, som er den evige forurettelse over det, der ikke går godt, mener vi, blot fordi det ikke går – som systemerne i os forventer, omend ikke forventer at vi anmærker.